Genveje
| Log ind | Bibliotek.dk | |
| Søg materialer | Borger.dk | |
| Book en PC | Biblioteksvagten |

April 2009 kommer til at stå i musikkens tegn.
Fra torsdag den 16. april rejser syv kendte danske musikere landet rundt for at sætte fokus på det store arbejde, der hver eneste dag udføres på Danmarks musikskoler.
Det sker som led i musikskolernes informationskampagne, som løber fra den 16. april til den 2. maj.
Danmark har 98 musikskoler fordelt over hele landet, og musikskolerne har gennem en lang årrække fostret nogle af landets førende musikere. Men i den brede offentlighed har skolerne et støvet image. "Hvad siger musikskolerne dig?" "Intet!", svarede en markant meningsdanner i dansk kulturliv for nylig, da han blev spurgt.
Det fik musikskolerne til at gå i tænkeboks, og resultatet blev en landsdækkende informationskampagne med det budskab, at musikskolerne er alt andet end kedelige og støvede!
Kampagnen skydes i gang torsdag den 16. april kl. 13 ved en event på Københavns musikskole på Vesterbro. Her deltager de syv kendte musikere og optræder sammen med musikskoleelever. Herefter drager musikerne på en tur rundt i landet, hvor de deltager ved forskellige events arrangeret af de lokale musikskoler.
De syv kendte musikere har alle gået på musikskole og tæller Anna David, der er aktuel med sit tredje album i april; Dicte, der har udgivet adskillige albums og har startet sit eget pladeselskab; Mike Tramp, der i april er aktuel i programmet Allstars på TV2; Frederik Konradsen, der var blandt finalisterne i X-factor 2008; Søren Bregendal, der er kendt fra det populære boyband C21 og tv-serien 2900 Happiness og søskendeparret Anna og Igor Egholm, der deres unge alder til trods begge har modtaget adskillige priser for deres musikalske kunnen og blandt andet har medvirket i tv-serien og filmen Max Pinlig (Anna) og Sigurd Barretts juleshow (Igor)).
Anna er født 18. juni 1996, Igor er født 21. august 1998. De begyndte allerede som 5-årige at spille henholdsvis violin- og cello og fra 2004 modtog de undervisning fra Alexander Zapolski. Samme år spillede de for første gang sammen med Zapolski Strygerne. Anna og Igor har i årenes løb modtaget adskillige legater og priser for deres musikalske talent. De vandt blandt andet Berlingske Tidendes Musikkonkurrence i 2007 og var semifinalister i "Talent 2008" på DR. Udover musikken har de også prøvet kræfter med andre genre. Anna er kendt for sin rolle som Esther i Max Pinlig (2008), mens Igor har spillet hovedrolle i en lang række kortfilm, bl.a."Sangen" af Søren Kragh-Jacobsen og "Aqualorius" - en undervandsgyserfilm
Frederik Konradsen Frederik blev kendt af hele Danmarks befolkning, da han i 2008 stillede op til X-factor på DR1 og var blandt de sidste deltagere i liveshowene. Før det levede han af at synge i både ind- og udland. Frederik startede som gademusikant tilbage i 2001 - og sideløbende uddannede han sig som performer på bl.a. The Commedia School i København. Fra 2003 til 2005 tog Frederik på en 18 måneder lang jordomrejse, hvor han levede af at optræde - og her blev det bl.a. til shows på gader og stræder i metropoler som London, Singapore, Los Angeles, Auckland, Sydney og Melbourne. I januar 2009 udgav Frederik sit debut-album The home is where the heart is.
Myspace profil: www.myspace.com/frederikk
Lån en CD med Frederik Konradsen
Lån musik med Frederik Konradsen på netmusik.dk
Søren Bregendal Søren er født 6. september 1983 i Kokkedal. Han blev kendt som forsanger i Danmarks mest populære boyband C21. Trioen udgav to albums, C21 i 2003 og Listen i 2004, som tilsammen solgte mere end 330.000 eksemplarer verden over. Nu er han gået solo og har netop debuteret med albummet Life is Simple Not Easy, der genremæssigt bevæger sig i spændingsfeltet mellem pop og rock. Udover sangkarrieren er Søren også kendt for sin medvirken i flere film og tv-serier, blandt andet tv-serien "2900 Happiness".
Myspace profil: www.myspace.com/sorenmyspace
Lån en CD med søren Bregendal (bestil på bibliotek.dk)
Lån musik med Søren Bregendal på netmusik.dk
Mike Tramp Mike er født 14. januar 1961. Han er internationalt kendt for sin medvirken i bandene White Lion og Freak of Nature. I Danmark er han dog nok mest kendt som forsanger i Mabel, som vandt det danske Melodi Grand Prix i 1978 med sangen Boom Boom. Han har udgivet 14 albums, heraf seks soloalbums. I øjeblikket er han aktuel i tv-programmet Allstars på TV 2.
Læs mere på: www.miketramp.com
Lån musik med Mike Tramp på netmusik.dk
Dicte Dicte er født 9. september 1966 i Glostrup. Hun har i sin lange karriere som sanger været med i flere forskellige bands og udgivet adskillige albums. Hun har spillet koncerter over hele Danmark, men hun har også gjort karriere i Finland, Sverige og Tyskland. Efter ti år og fem albums på mere etablerede selskaber gik Dicte solo og startede sit eget pladeselskab Velvet Recordings i 2002. Undervejs i karrieren har Dicte også prøvet kræfter med andre genrer og udtryksformer. Hun har medvirket i flere film og været nomineret til en Bodil som årets skuespiller. I øjeblikket er hun en del af Dicte & The Sugarbones, som udgav deres seneste album i 2006.
Læs mere på: www.dicte.dk
Lån musik med Dicte på netmusik.dk
Anna David Anna er født 2. december 1984 i Århus. I sommeren 2005 blev hun landskendt for singlen Fuck Dig. Hun har siden begejstret sine fans og publikum ved mange koncerter på festivaler og Open Airs, herunder Langeland Festival, Skanderborg Festival, Århus Festuge og diverse Award Shows. Hun har i sin karriere vundet utallige priser. Hun vandt bl.a. guld for albummet Anna David i 2005, prisen som Årets Danske Sangerinde ved Zulu Award 2005 og fik både guld og platin for sangen Fuck dig. Den 27. april 2009 udkommer Anna Davids tredje danske album, som hun udgiver på eget pladeselskab sammen med Playground Music.
Læs mere på: www.annadavid.dk
Lån musik med Anna David på netmusik.dk
Der findes en musikskole i alle kommuner i Danmark. Musikskolerne tilbyder musikundervisning til alle børn og unge op til 25 år. Nogle musikskoler tilbyder også undervisning til voksne.
I 2006 var der ca. 100.000 børn, der modtog undervisning på landets musikskoler.
Man skal ikke til optagelsesprøve for at gå på musikskole. Hvis der er plads, kan man optages. Kun på overbygningen MGK skal eleverne gennem en optagelsesprøve.
Alle musikskoler har mange forskellige tilbud. Der er både tilbud til små og store børn, solo- og holdundervisning, rytmisk og klassisk musik, hold med særlige undervisningsformer etc.

'Tæt på Vandet' er en koncert med elever fra Faxe Musikskole. Køb billetter til koncerten på biblioteket.