12. februar 2009 fylder Charles Darwin 200 år

For godt 100 år siden, i 1908, skrev Johannes V. Jensen en myte med titlen "Darwin og Fuglen". 

Teksten i denne myte giver et anderledes bud på Darwins storhed og kan derfor være interessant at læse som et supplement til de mange "almindelige" hyldesttaler, der vil blive holdt i anledning af 200-året.

Nedenfor følger et uddrag af Johannes V. Jensens personlige portræt af den store naturvidenskabsmand.

Af "Darwin og Fuglen

Jeg saa Foraaret og Darwin.

Ude i en Skov var det, Dyrehaven ved København f.Eks., en tidlig Foraarsdag med Skovbunden hvid af Anemoner og nysudsprunget Løv paa Bøgene. Der er i Grunden kun som en blændende Musik af grønne og blaa Farver, Løvet der er gennemluet af Solskin og Himlens Under af Blaat i Blaat. I dette Hav af frydefulde unge Blomster staar Bøgestammerne med frisk skifergraa Bark som levende Søjler. Og der er en frodig Hasselbusk, paa hvis nye Løv og saftfulde trinde Skud man kan se hvor Mulden er lun, og hvor Solen varmer Luften, der dirrer mellem de fugtige Blade. Først ser jeg ikke andet end denne Samdrægtighedaf Farver, Løvet der gror og Himlens og Solens Bad af Lys og Blaahed, hvori det fordyber sig saa vaarligt.

Men da skelner jeg noget som et Ansigt ved en svær gammel Bøgestamme halvt skjult af en spæd Løvkvist, som er spiret ud langt nede paa den tykke tamme. Det er Darwin. Man faar vanskeligt Øje paa ham, hans blege Oldeingetræk og hvide Skæg gaar næsten i et med den graa Bark paa det gamle Træ, og Løvet falder sammen med hans lange falmede Kappe. Kun naar man véd det ser man de kendte hæderfulde Træk der i Skoven. Saa et med Naturen er den gamle Mand, saa skjult gaar han i sit Livs Vinter midt ind i Foraaret, han hvis hele Sjæl var det skønneste Eksempel paa genial mimicry Menneskeheden har kendt.

Han staar fudlkommen stille, og den Ro der er over hans smukke Hoved føler man er erhvervet ved Kærlighed til den grønne Jord. Man ser at Liv og Visdom det er kun Opmærksomhed.

Hans Øjne er rettet til Siden et bestemt Sted hen, dvælende, med et Blik der ligesom er fuldt af Næring, og han iagttager noget, ser som den der har et Livs Prøvelser bag sig og først nu ejer Evnen til at vide, idet han nu uset staar og iagttager.

Og idet jeg følger Retningen af hans Blik opdager jeg midt inde i Hasselbuskens Krone en ganske lille Fugl. Jeg havde ellers ikke faaet Øje paa den, stille som den sysler mellem Løvet og af en farve der taber sig mellem Skygger og Blade. Den laver til rede, sidder med et langt Hestehaar i Næbbet og lægger Hovedet snart om paa den ene Side og snart paa den anden, mens den flytter sig saa smaat paa Kvisten og lægger Planer for Anbringelsen af Hestehaaret i Reden, der ses halvfærdig mellem to Grene. Den er saa tryg, smutter saa sorgløs mellem Blade og Soltit, skønt den er ene, for den er jo hvor den er, altid hjemme og altid fortrolig med sin lillebitte Skæbne, Dagen blaaner, Løvet dier den varme Luft.

I denne Vaardag fuld af Sødme og Ungdom ser jeg den store Kender staa varsom og gøre sig til et med Fuglens Tilværelse, selv ligesom udslettet af naturen, der omgiver ham, alderstegen og skrøbelig med med Udødeligheden i sine milde Øjne. Han ser saa mosset ud, med dybe Rynker i det falmede jordgraa Ansigt, han har med Forlov en Gammelmandsvorte ved Næsen, Skægget hænger ned som en Busk fin og bleget Lav. Han ligner en gammel Vækst. Men de blaa alvise Øjne falder i farve sammen med Foraarshimlen. Man skal se nøje til for at skelne ham i Skoven.

 Som han staar der leder han Tanken hen paa den Guds Mand i Eventyret, der dvælede blot en lille Time i Lunden for at lytte til en Smaafugl der sang, og som havde været borte i tusinde Aar, da han vaagnede af sin Henrykkelse. Ogsaa Darwin staar og er borte, titusinder af Aar, for han ser ikke alene Fuglen i Busken, han staar og fatter at det er et fjedret firben, hvis fiskeagtige Forfædre en gang krøb i Land fra Havet. Periophtalmus, staar han maaske og mumler, mens hans Tanker er et Sted i troperne, i Mangrovekrattet, hvor han saa Fisken der gaar paa Land. Her og hos Fuglen og nede i Juraperioden har den gamle Sammenligner og Genkender sineTanker.

Er han da død - er det ikke snarere sandt at han lever i al Evighed og altid er at finde midt i Foraaret?

Saadan som Darwin tog imod Tilværelsen, rørt og i dybeste Ædruelighed, saadan efterlod han sig den, da han selv var blevet et med Jorden.

Foraaret kommer til mig i hans Navn, som Solens Straalevarme gennem Frostluft mellem Gravene.

Artiklen er skrevet af Steffen Kronborg, Holte Bibliotek